riocalfallla

Runde røde pletter på huden

❤️ Click here: Elsker at vaere n?gen p? restepladser

»Det er egentlig mærkeligt med den danske rastepladskultur. På de mindre end tre måneder ved vi at vi skal have et barn — en dag. Udenom skåner store og tætte buske mod larm fra parkeringspladser og vejen, der fører gæster ind og ud af rastepladsen igen. Som et barn, der leger dåseskjul, ligger rastepladsen som en anden oase og gemmer på sommerhyggen.

»… og se hende,« når Anne Marie Drejer at tilføje, inden øjnene igen fyldes med tårer over mindet om søsteren. Efter et par eller tre forliste forhold, havde jeg det præcis som dig! Jeg savlede ikke efter en kæreste, for jeg har aldrig haft travlt, men jeg har hele tiden været åben overfor at der jo kunne komme en en dag, hvor jeg ville tænke: BINGO, der var han sgu! »… og se hende,« når Anne Marie Drejer at tilføje, inden øjnene igen fyldes med tårer over mindet om søsteren.

Runde røde pletter på huden - Vi blev derefter kærester, og jeg flyttede hjem til ham en måned efter. Eller får du måske nogle mærkelige pletter, der kommer og går?

På vej mod pausen Sindigt slanger E20 sig over Lillebæltsbroen og videre gennem det fynske forårslandskab. Som et gråt asfaltbælte af larm, benzinos og overhalinger deler motorvejen Fyn over på midten. Biler med mennesker, hunde og bagage om bord mosler møjsommeligt af sted mellem hinanden i en lang og konstant køre, der aldrig synes at dø ud. Et sted på vejen opstår tissetrangen, tørsten og sulten. Kun hotdogs og cola hjælper nu — og helst i en fart. Farten sagtnes, blinklyset peger mod højre, og kort efter drejer vi af mod det, der viser sig at være rastepladsen Lillebælt Syd mellem afkørsel 57 og 58 ved Nørre Aaby, tæt på Middelfart. Som et barn, der leger dåseskjul, ligger rastepladsen som en anden oase og gemmer på sommerhyggen. Ud mod motorvejen er pladsen godt camoufleret af grønne buske og store, forårskåde træer. På bagsiden af rastepladsen udgør marker, så langt øjet magter at række, en smuk baggrundsbeklædning. Tankerne har for længst sluppet motorvejens larmende strøm af biler og tung trafik. Rastens holdeplads Pladsen er bygget op som en stor rundkørsel. I midten borde og bænke, legeplads, isskilte og parasoller, cafeteria og toiletbygning, græs og skyggefulde træer. Udenom skåner store og tætte buske mod larm fra parkeringspladser og vejen, der fører gæster ind og ud af rastepladsen igen. Her er stuvende fyldt af mennesker. Solskin og blå himmel pynter i den grad på grillmad, plasticsouvenirs og ildelugtende toiletter. En kvinde sidder på en bænk og taler højt og ophidset i mobiltelefon, imens hendes børn forsøger at få hendes opmærksomhed. En sort labrador giver kontant svar på tiltale, da en lille, hvid og emsig puddel hidser sig unødigt op. På legepladsen leger børn i alle størrelser, på bænkene skubbes der grillmad ind, og på toilettet er der kø. En helt almindelig dag på en helt almindelig rasteplads. Turisterne Hvem og hvorfra? Trude, Thor, Andreas og Martina Linge fra byen Son, nord for Oslo. »Vi er på ferie i Danmark, for vores sommerhus på fjeldet er ved at blive repareret. Det var ret spontant, at vi tog færgen over til Jylland. I går var vi i Legoland, og det elskede ungerne, og i morgen kører vi mod København og Tivoli. Andreas er vild med at klatre, så vi overvejer at køre forbi Egeskov Slot,« fortæller Trude Linge. »Der var lang kø det sidste stykke på motorvejen, for der havde været et uheld i den anden side af motorvejen, og så kører alle langsomt for at kigge. Vi besluttede, at vi trængte til en is — når det er ferie, må vi få mange is,« fortæller Trude og Martina Linge. Hvorfor valgte I at tage til Danmark i påskeferien? »Vi nordmænd elsker jo Danmark. Her er familievenligt, gode strande og godt vejr. Danskerne er mere åbne og tolerante, end nordmændene er, men vi er til gengæld mere adrætte,« forklarer Thor Linge med et smil og hentyder til de mange overvægtige mennesker, der i øjeblikket har gang i hotdogs og pomfritter. »Det er egentlig mærkeligt med den danske rastepladskultur. I Norge kører vi meget mere og længere, men vi holder bare ind på en tankstation og kører videre. I har lavet skovturs-agtige pladser, hvor man kan spise, tisse og strække benene i grønne omgivelser, langs jeres motorveje. I har socialiseret det — gjort det hyggeligt — at holde pause,« konstaterer han. Aahusianerne Hvem og hvorfra? Bjarne Brøchner, Anne Marie Drejer og labradoren Karlsson fra Åbyhøj ved Aarhus. »Vi er på vej til Hedehusene, fordi Anne Maries søster døde i nat… Hun havde været syg længe, men… så nu skal vi over og…« fortæller en vemodig Bjarne Brøchner og går i stå. Han kigger op på sin kone og aer hunden. »… og se hende,« når Anne Marie Drejer at tilføje, inden øjnene igen fyldes med tårer over mindet om søsteren. »Vi stoppede, fordi Karlsson skulle luftes og have vand, og så er her dejligt grønt,« forklarer Bjarne Brøchner og tager et dybt hiv af cigaretten, mens han klør Karlsson bag øret. Karlssons farve er flot og særlig, fortæller Bjarne Brøchner. Kun 17 procent af alle labradorhunde er brune som Karlsson. Anne Marie Drejer kommer tilbage til bilen efter en lille tur ud blandt træerne. Hun er nu en kende mere fattet, selv om sorgen lurer lige bag solbrillerne. »Samvirke er sådan et dejligt blad — for normale mennesker, og hvor alle kan være med. Men vi må videre…« Skibonitterne Hvem og hvorfra? Jonathan Würtz, Jonas Jensen, Jonas Vistisen og Rudi Boukega fra Skive. »Vi har ferie og ville bare lave et eller andet. Og så tænkte vi, hvorfor kører vi ikke bare til København og ser, hvad der sker? Spørgsmålet viser sig at være overflødigt, da to ristede hotdogs og to franske ditto ankommer til cafebordet. Der spises rutineret og målrettet. Samtalen, som i forvejen var fåmælt, forstummer. »Tjaaa, vi skal bare slappe af, ses med gamle venner og ja — vi tager det stille og roligt,« slutter Jonathan Würtz, inden sidste bid af den ristede hotdog køres ind, fingrene slikkes og stolen skubbes ud. Frederikshavnerne Hvem og hvorfra? Bodil og Hans-Jørgen Jensen fra Strandby og Birtha og Poul Jensen fra Elling. »Byerne ligger nord for Frederikshavn — kan du egentlig forstå nordjysk? « spørger Hans-Jørgen Jensen kækt. »Vores første stop var i Randers. Det passede fint med, at vi havde kørt i halvanden time og trængte til at strække ben, og så kunne jeg også få min formiddagsfrugt — et æble og en banan. Det får jeg hver formiddag,« starter Hans-Jørgen, og broderen, Poul, tilføjer, at han altid får en pære. Hun tog til København som ung for at komme i huset og vendte aldrig tilbage — det var vist noget med en sømand…,« funderer Hans-Jørgen, mens Poul tilføjer, at hun faktisk var i huset hos familien Heering. »Vi skal sove på Karlslunde Strandhotel,« fortæller Hans-Jørgen. »Vi var sultne,« siger Hans-Jørgen, hvilket de hjemmesmurte madpakker i hvidt pergamentpapir vidner om. »Hvor er ostemadderne og franskbrødet? « udbryder Birtha, og hendes mand henter straks de glemte franskbrødsmadder med kommenost i bilen. Da han afleverer maden til hende, får hun et kys på kinden. »Seee, hvor han charmer, fordi vi taler med journalister,« siger Birtha og ser ganske tilfreds ud med sin guldbryllupsgom. Hvorfor har I mad med hjemmefra? »Vi spiser ikke burgere, for vi er jo jyder. Vi vil have rugbrød og kartofler — og så passer vi jo godt på dem her,« siger Hans-Jørgen Jensen og gnider gnieragtigt fingrene mod hinanden. Han forsikrer, at han også elsker grøntsager. »Med grøntsager mener han kartofler og gulerødder,« indskyder Birtha med et grin. Randrusianerne Hvem og hvorfra? Flemming Flittner, Cille på fire år, hunden Coco og resten af familien, som ikke vil fotograferes. »Vi er på vej til Møn, hvor vi skal holde påskefrokost hos min kones bror,« forklarer Flemming Flittner og fortsætter: »Vi bliver på Møn helt til på søndag. « »Det er to år siden, hele familien har været samlet sidst, så vi glæder os og håber, det bliver hyggeligt. « Hvorfor lige her? »Coco trængte til vand, så derfor holdt vi alle ind her,« siger en fåmælt og genert Flemming Flittner, mens dele af familien står og fniser i baggrunden med slush ice i neonnuancer og tændte smøger. Hvilken race er jeres hund egentlig? »Det er eeeeeen…,« udbryder flere familiemedlemmer. Hele selskabet kigger forvirret rundt på hinanden, indtil Flemming Flittner tager ordet og konstaterer, at Coco er en Golden Retriever. »Vi har kun haft hende i en uge, så…« Da resten af selskabet kommer retur fra toiletbarakken, pakker alle sig ind i de to biler og sætter af sted mod Møn.

EVERYTHING HAPPENS FOR A REASON!
Jeg bor sammen med AUGUSTA på 5 år i Aarhus og så instagrammer og blogger jeg om næsten alt mellem himmel og jord, men primært med afsæt i vores tilværelse og generelt om dét at være nogens forælder. Mavefornemmelsen har ledt os på vej. I starten - smertefri, anon og rund syfilisiske sår chancres. Da vi havde været sammen i 2 måneder friede han til mig, og to dage efter fandt vi ud af, at jeg var gravid. Runde røde flekker eller flekker på huden er ofte veldig redd. Den slags fejrer vi ikke, har vi fundet ud af, efter at have misset de første to muligheder for fejringer, men vi var da i biografen og Jesper autobus et lidt med det herresøde billede, hvis jeg selv må sige det, som jeg også har brugtså sammenlagt med at jeg nævner det hér tæller vi jo nok alligevel.